Scordatura (scord.): betydning og brug i musik

En bevidst afvigende stemning af et strygeinstrument, valgt for at ændre hvilke akkorder der kan gribes, hvordan instrumentet resonerer, eller dets klangfarve.

IT scordatura buespil avanceret Support my free tools

Forkortelse
scord.

Hvordan spilles scordatura?

Stem én eller flere strenge væk fra standardintervallet — f.eks. sænk violinens E til Eb, hæv alle fire strenge en hel tone, eller kryds de indre strenge helt. Spilleren griber, som om stemningen var normal; stemmen skrives som regel ved fingerpositionen, ikke den klingende tonehøjde, så notation og resultat skilles ad.

Hvordan lyder scordatura?

Nye dobbeltgreb og åbne akkorder, som er umulige i normal stemning; ændret strengespænding, der gør tonen lysere eller råere; ekstra sympatisk resonans fra strenge, der nu er stemt til den herskende toneart. Den omstemte streng får en særskilt, ofte mindre "suave" farve — Mahler beder netop om denne hårdhed.

I kontekst

Scordatura spænder fra Bibers Rosary (Mystery) Sonatas (ca. 1674), hvor næsten hver sonate bruger en ny stemning, til programmatiske farver: Saint-Saëns sænker soloviolinens E til Eb i Danse macabre, så den åbne A-Eb klinger som Djævelens tritonus, og Mahler stemmer koncertmesterens violin en hel tone op (A-E-B-F#) i scherzoen fra Symfoni nr. 4, den harske violin som "Freund Hein", Døden. Bartóks Contrasts omstemmer for ungarsk folkeeffekt; Kodálys Solo Cello Sonata sænker de to dybe strenge til F# og B for at sænke instrumentet ind i tonearten; Stravinsky stemmer en cello-A ned til G# i slutakkorden af The Rite of Spring, så den kan klinge åbent; Crumbs Vox Balaenae omstemmer celloen mod B-dur.

Top Write to me