Allegro: betydning og brug i musik

Hvordan spilles allegro?

Etabler en rask, fremadrettet puls, normalt hurtigere end Moderato og Allegretto, men under Presto, og lad derefter taktart, nodeværdier og kvalifikationer bestemme den præcise gang. Treccani sporer Allegros fremkomst i det 17. århundrede som en konventionel hurtig og livlig anvisning og bemærker, at dens underforståede hastighed steg mod romantikken og varierer efter komponist. Moderne tabeller angiver ofte omtrent 120–156 BPM, men dette interval er kun vejledende: allegro con brio, allegro ma non troppo og allegro agitato omdirigerer alle grundkarakteren. Sigt efter levende fremdrift snarere end automatisk lyshed, panik eller ét fast tal.

Hvordan lyder allegro?

Lyst, energisk og fremaddrivende med en fornemmelse af godt humør snarere end påtrængenhed eller panik.

I kontekst

Allegro er et af de ældste og mest udbredte italienske tempo-ord og er, per konvention, standardtempoet for åbningssatser i sonateform i den klassiske periode. Beethoven, der i 1815 blev den første betydende komponist til at sætte Maelzels metronomtal på sine partiturer, brugte allegro og dets kvalificerede former konstant – heriblandt "Presto agitato"-finalen i den såkaldte Måneskinssonate, som kaster den muntre allegro-verden ud i noget langt mere oprørt. Fordi ordet betegner et sindelag lige så meget som en hastighed, drejer periode-opførelsespraksis-debatter sig ofte om, hvorvidt et givent allegro skal tages som en umiddelbar livlighed eller som en mere afmålt, "munter" gang.

Almindelige misforståelser

• At læse Allegro som et fast metronomtal, når ordet historisk beskrev en karakter – livlig, munter – snarere end en bestemt hastighed.
• At sætte Allegro over et nyt værk og regne med, at musikere og lyttere hører den klassiske munterhed med – uden stilistisk kontekst signalerer ordet kun tempo.
• At glemme, at karakteren vejer lige så tungt som hastigheden: hurtigt uden munterhed er en anden musik end hurtigt med.