Gratis nodepapir som PDF

Jeg lavede dette værktøj, fordi jeg var blevet træt af det nodepapir, man finder online. Det meste er låst — tolv nodesystemer, uanset om man vil have dem eller ej — og stemplet med nogens logo øverst. Nodepapir er ikke reklameplads. Så her er det modsatte: gratis, blankt, rent og skåret til det, du faktisk skriver. Vælg størrelse, antal nodesystemer og margener, download en PDF, og print den.

Nodepapir er til at tænke på

Nodeskrivningsprogrammer er fremragende til at sætte noder pænt. Nodepapir er ofte bedre til at tænke. En blank side lader musikalske ideer forblive foreløbige: du kan strege ud, skrive om, sammenligne, høre igen, tegne pile, afprøve en linje, markere et harmonisk problem eller opdage, at musikken beder om noget andet.

Hvilken slags nodepapir skal jeg bruge?

• Kompakt papir giver flere nodesystemer til tætte skitser.
• Standard er hverdagsvalget til at skrive på.
• Plads til titel giver plads til titel, dato, tempo, øvelsesnummer eller elevens navn.
• Margen til instrumentnavne efterlader plads før hvert nodesystem til instrumentnavne og partiturplanlægning.
• B4 er et større mellemformat — mere plads end A4 uden A3's tyngde.
• A3 passer til større struktur, orkestrering og form.

A4, B4 eller A3?

A4 er bedst til daglig skrivning, print, undervisning og enkelte øvelser. B4 giver mere plads pr. side uden at gå helt op i A3. A3 er nyttigt til større skitser, orkestreringsplanlægning, formdiagrammer og klassesituationer.

Om at strege sit eget

En lille sidebemærkning. Før trykt nodepapir var billigt, stregede komponister ganske enkelt deres eget — ofte fordi de ikke havde råd til at købe det — med en femspidset pen kaldet et rastrum. Bach tegnede sine egne nodesystemer på den måde, og Stravinsky gik så langt som til at forsøge at patentere sin egen rullende version, “Stravigor”. At printe sine egne sider er altså en gammel og hæderlig vane.

Og alligevel, hvis du har råd, vil jeg forsigtigt sige: køb en blok råhvidt nodepapir. Det er venligere mod øjnene, og ganske enkelt rarere papir end noget, du kan køre ud derhjemme. Musikere bruger så mange penge på deres instrumenter — tusinder, nogle gange hundredtusinder — og i sammenligning kunne vi komponister vel godt undvære lidt til en god blok papir.

Om en blank side

Der er noget, jeg er kommet til at tro om blankt papir. Et tomt nodesystem er ikke ingenting — det er det mest åbne, en komponist ejer. Fem linjer og en stilhed, ventende, med alt stadig muligt på dem. I det øjeblik en side bærer et logo øverst, eller et blegt vandmærke bag takterne, har den allerede sagt noget, før du har; den har brugt lidt af den stilhed, der var din at bruge. For mig er det et lille overgreb. Derfor holder jeg disse sider næsten strenge: intet navn, intet mærke, intet at se på ud over de linjer, du snart forstyrrer. En blank side er ikke et produkt. Den er et rum med lyset slukket, og det er dig, der tænder det.

Dit, og gratis

Jeg bruger disse sider med mine egne elever — til kontrapunkt, til de første skitser, til det langsomme arbejde væk fra skærmen. De er gratis, og de bliver ved med at være gratis. Hvis du arbejder på noget virkeligt og gerne vil have et par øjne på det, ved du hvor du kan finde mig.